DØDENS LABYRINT

Eventyrets geografi 

Baron Sukumvits labyrint, som dette eventyr handler, om er bygget dybt inde et bjerg nær byen Hugtand (“Fang” på engelsk) i det nordvestlige Allansia.

Byen Hugtand ligger i regionen ChiangMai ved Kok-floden, og mellem Istap Bjergene og de Hedenske Stepper. Oprindeligt var Hugtand en by, som ingen rigtig tog notits af, indtil den kære baron begyndte at lokke alverdens modige eventyrere til at deltage i konkurrencen “Heltenes Prøve”.

Spoilerfrit resumé

Baron Sukumvit har bygget en underjordisk labyrint – eller mere præcist et udvidet hulesystem med grotter, udhuggede gange og rum, underjordiske vandløb, og hvad man ellers kan forvente at finde dybt inde i et bjerg. Dernæst har baronen fyldt sin labyrint med en lang række af dødbringende skabninger, skjulte fælder, urimelige udfordringer, og i det hele taget tonsvis af tillokkende, men ofte tykt tarvelige anordninger, artefakter og andre genstande. En del er meget brugbare, en del er fuldstændig ligegyldige og naturligvis er en del også direkte skadelige.

Til gengæld udlover baron Sukumvit 10.000 guldmænter til den mesterlige (og lad os være ærlige, ret dumdristige eller bare ret desperate) eventyrer, der kan finde vejen gennem labyrinten og komme levende ud i den anden ende. Konkurrencen finder sted under Hugtands lange, årlige byfest, og kaldes for “Heltenes Prøve”. Her bliver en “heldig” flok eventyrere udvalgt og kan tage udfordringen med labyrinten op. Ved bogens start har ingen nogensinde gennemført labyrinten, men det er jo så her, at bogens hovedperson kommer ind i billedet.

Efter et par dages fest i Hugtand er det tid til at bevæge sig ind i bjerget, sammen med fem andre deltagere, hvor resten af bogen foregår. Nu gælder det så om, at vælge de rigtige veje, pille ved de rigtige ting og vigtigst af alt undlade at pille ved det forkerte.

Ingen af S&T-bøgerne er særligt nemme at gennemføre, og det ville være synd at sige, at Dødens Labyrint er blandt de mildeste. Der er masser af skæbnesvangre valg omkring hvert hjørne, og et fejlvalg i starten kan gøre alle de senere strabadser – og de er mangfoldige og bestemt ikke til at kimse af – ganske overflødige. Der er masser af uhyggelige og nederdrægtige monstre med høj EVNE og – set ud fra en forventning om mulig overlevelse – trælse færdigheder. Det er præcis så hamrende frustrerende, som det skal være, og Livingstone giver som sædvanligt intet væk. Man kan næsten høre et hånligt grin, når det går op for én, at man sidder i saksen – eller det der er værre… Igen!

Steffens kommentarer

Der findes nogen kritik af bogen for at kræve et for højt evne-tal for at give spilleren bare skyggen af en chance for gennemførelse. Rent spilteknisk kan der skam også være en valid pointe i det, men man må også bare sige, at hele præmissen for den “konkurrence” i labyrinten er, at det er meningen, at INGEN rent faktisk skulle kunne finde ud i live. Det er ren fordrukken byfest gladiatorunderholdning for masserne i Fang og omegn, hvor “kortspillet” helt bevidst er pakket mod deltagerne. Og netop derfor virker bogen lange række af uhyrlige uretfærdigheder faktisk logiske nok og giver historien en autensitet, som nok er hamrende frustrerende, men som også nærmest skriger.. “Come on, hvad havde du regnet med?”

Mange – nok inklusive Livingstone selv – er af den opfattelse, at dette er Livingstones “svendestykke”. Mange af de typisk Livingstonske elementer fra senere bøger har ophav herfra og det forlyder fra forskellige kilder, at Dødens Labyrint er hans egen yndlingsbog. 

Oversætterens kommentarer

Morten Gottschalck: (Ultralight spoiler) Det var en fornøjelse at oversætte denne bog. Selve introduktionen, hvor man befinder sig i Hugtand og overnatter på hotel, gjorde det meget tydeligt at Ian Livingstone har draget inspiration fra et sted, han har besøgt. Bogen viser tydeligt sin alder, når man møder små mennesker med skæve øjne…

Dødens Labyrint er en af Sværd og Trolddom-titlerne uden så mange små-skavanker og ingen nævneværdige fejl. Undervejs i bogen har man jo mulighed for at møde nogle af rivalerne, og jeg besluttede at give dem lidt mere krudt og lidt mere raske replikker, end jeg mindedes at de havde fra den gamle udgave fra Borgens.

Jeg lavede en enkelt lille “gennemborende” tilføjelse et sted, hvor man har mulighed for at blive reddet af en anden karakter.

Fun facts

Byen Fang og provinsen Chang Mai findes faktisk i virkeligheden i det nordøstlige Thailand, hvor Ian Livingstone efter sigende skulle have været Backpacker i 1981 og har ladet sig kraftigt inspirere. Og mens vi allerede har “konspirations-hatten” på, så findes der en stor hovedvej i Bangkok, som hedder Sukumvhit Road. Bedøm selv…

Baronens labyrint er genbrugt i én af Livingstones senere bøger “Heltenes Prøve”. Denne bog udgør første halvdel af det, der sammen med “Heltenes Slagmark” er blevet til 2-binds miniserien “Slavernes Krønike” fra Forlaget Faraos. Her spiller man i første del en person, der bliver tvunget ind i baronens nu fuldstændigt ombyggede labyrint, og i anden del – efter den glorværdige sejr – er man den samme person, som bruger pengepræmien til at bygge og lede sin egen hær.

Af ukendte årsager er omslaget af den danske udgave af Dødens Labyrint spejlvendt af det engelske…

2024 er i øvrigt året for Dødens Labyrints 40års jubilæum, hvilke har fået Ian Livingstone til at bebude, at han udgiver en slags åndelig efterfølger til netop “Deathtrap Dungeon”. Bogen forventes at udkomme på engelsk i september 2024.