Interview med Jonathan Green
Jonathan Green er forfatter til den længe ventede Varulvens hyl. Bogen har modtaget stor anerkendelse i udlandet og de danske fans har gentagne gange opfordret til en dansk udgivelse.
Green har skrevet i alt 7 Fighting Fantasy bøger og er medforfatter på Mysteriet i Salamonis af Steve Jackson.
Foruden sit forfatterskab opfattes Green af mange som “Sværd og Trolddom historiker”, og han er involveret i den årlige Sværd og Trolddom festival i London, Fighting Fantasy Fest, samt hjemmesiden Fighting Fantasy.
Læseren bedes tilgive de mange paranteser, men jeg har fundet det nødvendigt at indskyde bemærkninger hist og her, da der er tale om en britisk forfatter med mange britiske referencer.
Morten Gottschalck: Hej Jonathan! I august 2024 udkommer din Howl of the Werewolf, på dansk Varulvens hyl, på forlaget Faraos. Den oprindelige engelske bog udkom i 2007, og blev i 2011 kåret som bedste Fighting Fantasy bog nogensinde i en stor afstemning i Fighting Fantazine (issue #5, scroll et stykke ned, kan hentes gratis, anbefales). Kan du fortælle, hvad fans af Varulvens hyl har fremhævet som bogens styrker?
Jonathan Green: Kampene i bogen er mere fair end i andre spilbøger, og spilleren har lidt strammere muligheder i forhold til EVNE, UDHOLDENHED og HELD. Man render ikke rundt og leder efter en masse tilfældige genstande, men man skal til gengæld finde nogle ganske særlige genstande på helt bestemte steder. Disse genstande hjælper helten med at klare forskellige opgaver, men de er ikke nødvendige for at klare bogen. Fans kan godt lide, at der ikke kun er én vej gennem bogen. Man kan klare missionen ved at følge flere forskellige ruter, men man kan kun få hele historien om “Den Infernalske Forsamling” (et centralt element i historien, red.) ved at spille eventyret på ny og følge en anden rute. Og så bliver bogens stemning og selve tekstens kvalitet fremhævet.
Screenshot af førstepladsen i Fighting Fantazine #5 fra 2011.
MG: Jeg har hørt, at du lyttede til en masse feedback fra spilbog fans før du skrev Varulvens hyl. Hvad gjorde du anderledes med denne bog i forhold til dine tidligere udgivelser som Spellbreaker og Curse of the Mummy?
JG: Jeg gjorde faktisk flere af de samme ting, som jeg havde gjort i de tidligere bøger, fordi fans havde sagt de samme ting flere gange. Jeg gjorde kampene mere rimelige, jeg fjernede konceptet med at skaffe en masse magiske genstande, og jeg fjernede konceptet med at et enkelt terningerul kan afgøre hele eventyret. I Bloodbones er der en scene i et tempel, hvor jeg havde alt for mange rul i træk, og hvis man fejlede, sluttede bogen.
MG: I Varulvens hyl kan man opleve vampyrer, golemmer, Kafka og meget andet, som er kendt fra østeuropæisk kultur og folklore. Har du været på ferie i Østeuropa eller for at studere landet, eller læste du bare op på østeuropæisk overtro?
JG: Jeg har altid været fascineret af den østeuropæiske folketro, men jeg har faktisk aldrig besøgt de lande. Jeg vil meget gerne til Ungarn og Rumænien en dag, og har været i Tjekkiet og Estland. Jeg puttede alle de ting ind i bogen, for på det tidspunkt vidste jeg ikke, om jeg nogensinde ville få chancen for at skrive flere Fighting Fantasy bøger. (Green har siden skrevet Stormslayer fra 2009 og Night of the Necromancer i 2010, og er desuden medforfatter på Mysteriet i Salamonis fra 2022. Red.)
MG: I bogen Dice Men om Games Workshop og Fighting Fantasys oprindelse (udkommer som Terningemænd på Forlaget Faraos) nævner Ian Livingstone at alle, som nogensinde skrev Fighting Fantasy bøger, havde arbejdet for Games Workshop i en eller anden kapacitet (Livingstone og Steve Jackson startede Games Workshop i 1975 og drev virksomheden i ca. 10 år.) Var du også ansat hos Games Workshop, og hvis du var, hvad var dit arbejde?
JG: Jeg arbejdede for Games Workshop, men rækkefølgen var omvendt. Jeg havde skrevet tre Fighting Fantasy bøger (Spellbreaker, Knight of Doom og Curse of the Mummy) før jeg fik jobbet. Marc Gascoigne (Den Store Monsterbog, Skæbnens Sværd) var konsulentredaktør på Fighting Fantasy på det tidspunkt, og han kendte den legendarisk Games Workshop spildesigner Jervis Johnson (som udviklede bl.a. Blood Bowl, Necromunda og Age of Sigmar). Johnson var på udkig efter nogen, som kunne skrive en del af brødteksten til Warhammers Army bøger og Codex’erne. Jeg besøgte Games Workshops lokaler i Nottingham, som på det tidspunkt var på Castle Boulevard, og jeg begyndte at skrive fiktion for dem som freelancer. Jeg bidragede til Army bøgerne og Codex’erne, Epic 40,000, White Dwarf og Citadel Journal. Jeg skrev også en Dark Elf novelle, som kom med i Games Day programmet et af årene. (Games Day er en tilbagevendende brætspil og rollespil festival, som startede gennem Games Workshop i 1975. Red.)
Jeg deltog også i de tidlige optsmøder for Black Library og Inferno! Til sidst skrev jeg en Warhamer Fantasy novelle, som kom i Inferno! #0 og i White Dwarf, og jeg havde også en Ultramarines novelle med i første udgave. Derfter skrev jeg en masse noveller til Black Library, seks romaner, to spilbøger og en håndfuld striber til tegneserier.
MG: Du arbejdede jo sammen med Steve Jackson på Mysteriet i Salamonis. Siden bogen udkom på dansk har mange danskere spekuleret over, hvordan det var at arbejde sammen med Steve. Gik I ned på den lokale pub og kastede idéer frem og tilbage, eller foregår det mest over telefonen eller mail, eller sad I og drak mælk og spiste småkager?
JG: Steve og jeg mødtes adskillige gange, og talte ofte sammen i telefonen eller over Zoom. Steve sendte tonsvis af materiale, som han havde arbejdet på – væsner, forskellige idéer og personer – og derfra fandt vi frem til plottet og alle detaljerne. Jeg skrev selve eventyret og brugte så meget af Steves materiale som muligt, og jeg udviklede også nogle af de idéer, som blev til missioner igennem Eventyrernes Laug.
På billedet: Jackson flasher sit Laugmester kluns i Mysteriet i Salamonis.
MG: Bonus spørgsmål: Jeg har en fornemmelse af, at mange drenge og unge mænd kun læser spilbøger, og ikke læser andre former for litteratur. Hvad er din opfattelse?
JG: Jeg deler den opfattelse. I Facebook grupperne for Fighting Fantasy og andre spilbøger (de franske og engelske har tusindvis af medlemmer. Red.) er der ofte opslag om de bøger, folk læser nu eller genlæser. Folk nævner kun, hvilke spilbøger de læser, så jeg ved ikke, om de også læser andre former for litteratur. Men da alle mennesker har begrænsede mængder fritid, kan man godt gøre visse antagelser om deres læsevaner. Personligt læser jeg meget forskelligt. Noget af det er research til skriveprojekter, men jeg er især glad for historiske mordmysterier.
MG: Tak Jon – vi ses til Fighting Fantasy Fest i London 7. sep 2024!
