Dødens port

Af Steffen Lynge Petersen

Før beskrivelsen af denne tredje bog i Faraos udgivelsesrække er der en ting, som er nødt til at blive adresseret. 

At skrive en spilbog af denne type er ikke let. Der er utallige ting, der skal passe sammen og referencer, genstande, monstre, navne, begivenheder, kodeord og deslige, der konstant skal tjekkes igennem alle de afsnit, hvor de nævnes. Derudover skal man undgå blindgyder i afsnitene eller mulighedr for at kunne gå i ring eller besøger steder, man har været og så videre og så videre. 

Før man har prøvet at føre pennen på en spilbog af denne type, tror jeg ikke man begriber hvor svær en opgave dette er. Dermed ikke sagt, at frustrationerne for læseren ikke er store og forståelige, når der er rod i det ene eller det andet. Ofte er det småting, der højest rejser et øjenbryn eller lige kræver en ekstra tanke, men det kan også ødelægge oplevelsen, da nogle fejlene nogle gange er så voldsomme, at man faktisk må opgive og starte forfra (og så prøve at undgå at ryge i samme ”fælde” igen) eller simpelthen snyde for at komme videre. Disse fejl kan opstå ved f.eks. forfatteren, oversætteren eller trykkeren. Og det gør de også.

I England har man aldrig arbejdet med at spilteste de tidligste bøger. Ej heller i Danmark, når de blev oversat og derfor er der en del af disse fejl i bøgerne. Nogle værre end andre. Det har fans af serien valgt at leve med. Men med tiden og de muligheder, som verden har i dag, så er det lettere at få spiltestet bøgerne. Her i DK har vi fra Faraos Forlag bog 7 ”Snigmordere fra Allansia” haft et korps af spiltestere, der i samarbejde med oversætteren og redaktøren har forsøgt at rydde op i disse fejl og mangler. 

Grunden til jeg nævner det nu er, at denne bog Dødens Port er særlig ramt af disse fejl og den er udgivet her i DK inden, der kom spiltestere til. Vi vil her på siden på sigt lave en database med disse fejl, mangler og uklarheder.

Eventyrets geografi 

Der ligger en isoleret øgruppe langt syd for Allansia og langt vest for Khul. Eventyrets helt er messedreng på disse øer, der primært er hjemsted for Smeltekedlens vogtere, der via alkymi og naturvidenskab specialiserer sig i at lave helbredende eliksirer, mixture, modgifte og lignende.

Eventyret bringer læseren på en lang rejse gennem kendte byer og områder som Sortsand Havn, Sølvkøbing, Salamonis (som i denne bog er et specielt vederstyggeligt bekendtskab), Troldetandspasset og sletterne mod øst indtil man finder den Usynlige by, som er et sted specielt konstrueret til denne bog, som ikke er nævnt tidligere i andre bøger.

Spoilerfrit resumé

En hurtigt spredende plage, som transformerer Allansias befolkning til dæmoner og monstre fejer over kontinentet. Den må naturligvis stoppes og Smeltekedlens Vogtere har heldigvis set den før og kender modgiften. Derfor har de også et dog (alt for lille) lager af den lettere-kryptisk-at-forstå substans Røg-olie, som forvandler folk tilbage til deres oprindelige race. Derfor må der laves mere, hvilket kun kan gøres af ypperstepræstinden i Throffs Tempel. Problemet er bare, at dette tempel ligger i ”Den usynlige by”, hvilket som navnet antyder giver visse udfordringer i at finde den. Rejsen er lang og undervejs bliver man langsomt klogere og klogere på, hvad denne plage er, hvem der har startet den og med hvilket formål. Det betyder naturligvis, at man må kæmpe sig gennem dæmonbefæstede byer og alverdens andre strabadser, inden man kommer til det oprindelige mål og videre til det endelige og meget unikke ”showdown” med denne bogs dæmoniske og usympatiske superskurk. 

Særlige spilmekanismer

Egentligt er denne bog ved første øjekast helt almindelig. Den følger fuldstændig de oprindelige rammer og regler, men som man kommer et stykke ind i den, så er der alligevel en markant ændring. Normalt så lurer der farer overalt og det er ikke svært at blive dræbt, mast, stegt, druknet eller komme af dage på alle mulige andre kreative måder. Det betyder slut på eventyret og starte forfra. Her er det anderledes. Ret ofte får man muligheden for at genopstå efter at have mistet livet. Det kan foregå på forskellige måder og man bliver som udgangspunkt ført tilbage til tidligere steder i bogen (og en sjælden gang faktisk også frem i bogen – hvilket er ret forvirrende). Det er helt unormalt nådigt af en Sværd og Trolddom bog og det fjerne en del af frustrationerne ved at skulle starte forfra hele tiden – især i de steder i bogen, hvor det er særligt vanskeligt at finde den rigtige vej igennem. Det kræver noget tilvænning, når man nu er vant til noget andet. 

Steffens kommentarer
Rejsen starter i for rutinerede spillere i serien i ganske kendte omgivelser, men videreføres og ender i egne helt nye for serien, hvilket giver en speciel følelse af at være på nye eventyr i en uudforsket del af en kendt verden. Det virker overraskende godt, selv for garvede eventyrere, der har været med fra starten. Derudover er sidste del af bogen virkelig godt konstrueret og er nok noget af et bedste, der er lavet i nyere tid. Især slutsekvensen fungerer rigtig godt. 

Dog har bogen med rette fået en del kritik af to overordnede grunde. Det ene har helt naturlig rod i det, som blev nævnt indledningsvis. Bogen indeholder desværre mange fejl, uklarheder og ting, der bare ikke rigtigt giver mening. Der er en del eksempler på ulogiske valg eller manglende valg, som gør, at det til tider bliver rigtig svært at finde hoved og hale i historien.

Dernæst er der passager af historien, der nærmest går i ring. Især i Salamonis er det rigtig stygt. Man får følelsen af at springe mere eller mindre tilfældigt frem og tilbage og da risikoen for at møde døden er særdeles stor i denne by, så mister man ofte totalt orienteringen og man føler aldrig man er tættere på, at vide, hvad man skal gøre for at finde den rigtige vej igennem. Dette i grum kombination med at man kastes rundt i reinkarnation møllen gør bare at man kan ende i det samme afsnit 4 gange på ganske kort tid og det kan blive ekstremt frustrerende for man føler, man pisker rundt i en labyrint med konstant skiftende gange. Genfødslerne skaber en følelse af fairness, når man er død for sjette gang i byen, men i virkeligheden ender de med at bidrage til, at man næsten ender med at blive komplet vanvittig af at vade hovedløst rundt i et sandt Salmonistisk minefelt.

Hvis man derimod når ud af byen med forstanden nogenlunde intakt, så er resten af bogen virkelig unik og fyldt med originale ideer, der er smukt udført og vigtigst af alt, giver mening i forhold til det som bogen forsøger at udføre. Så uanset hvor hjernedødt irriteret man bliver i Salamonis, så kan det kun anbefales at udstå pinslerne for at opleve resten af bogen.

Ovenstående gør også at sværhedsgraden er vanskelig at fastslå, da den varierer så enormt meget. Der er mange veje til målet, men det forplumres af den loop-agtige måde, bogen spilles på. Afslutningen er mere flamboyant og unik end svær, men at komme dertil er tilgæld som før nævnt noget af en prøvelse. Derfor bliver udtrykket også temmelig ujævnt. 

Dog når alt er nævnt, så spil bogen. Den kan virkelig noget. De mange fejl og ikke logiske muligheder især i første del af bogen kan man søge hjælp til online her, uden der spoiles noget 

Fun facts

Måden denne bog er kommet til på er ret bemærkelsesværdig. Charlie Higson er i virkeligheden lidt af en berømthed. Han er britisk forfatter og skuespiller primært i engelske tv serier og enkelte kortfilm. Da FF-serien skulle relancheres efter Scholastic overtog rettighederne kom han pludselig på banen for at skulle skrive en helt original bog til serien, hvilket blev offentliggjort på Fighting Fantasy Fest 2. Folk var forventningsfulde men også lidt skeptiske, da han efter sigende proklamerede at en af de bøger, han havde læst var ”Creature of Chaos”.. Nok en talefejl, men det svarer lidt til at sige det forkerte navn i sengen. Senere blev det nævnt at Jonathan Green skulle assistere med at inkorporerer spillemekanismerne. Noget tydede på, at det var lidt et reklamestunt. 

Derudover så fyldte bogen atypisk 470 afsnit i stedet for de normale 400 og der indarbejdet en slags alternativ slutning, der i hvert fald med måden den er skrevet – og placeret i bogen – på fik smilet frem hos mig. Men det skal man selv opdage.