Isheksens huler

Oversat fra Caverns of the Snow Witch, 1984
Indre illustrationer 1987 af Gary Ward og Edward Crosby
1. danske udgave oversat 1987 af Thomas Bruun for forlaget Borgen (bind nr. 7) med omslag af Les Edwards (samme som det engelske omslag).
2. danske udgave oversat 2021 af Thorbjørn Bomholt for forlaget Faraos (bind nr. 5.) med dansk omslag af Bent Holm.
Beskrevet af Anders Have.


Overblik
Isheksens huler foregår for hovedparten i Istap Bjergene i det nordligste Allansia, nord for byerne Hugtand og Klo, samt i en hule i disse bjerge (deraf titlen). Istap Bjergene giver mulighed for at inkludere monstre, der normalt ikke er med i de gængse fantasy historier. Dette skyldes klimaet, der er betegnet ved sneen og kulden i området. I dette hæsblæsende terræn støder man for eksempel på uhyrer som en frostkæmpe, en isdæmon, sneulve og sågar en yeti (Den afskyelige snemand – se billederne).
Eventyret blev oprindeligt skrevet i 1984 og udsendt i en kortere udgave på 190 afsnit, med illustrationer af Duncan Smith, til Warlock Magazine 2, som var et magasin, der kun omhandlede Fighting Fantasy. På omslaget af denne udgave af Warlock Magazine var en illustration af Isheksen udformet af Peter Andrew Jones, der også har lavet omslaget til Troldmanden fra Ildbjerget. ”Caverns of the Snow Witch” blev senere udvidet og udgivet samme år i en bog på de gængse 400 afsnit.
Dette kan man godt mærke når man spiller bogen, fordi den består af 3 overordnede dele eller missioner. Når man føler, at man er nået til slutscenen, fortsætter historien med et nyt plot. I den første del skal man hjælpe en karavane med at dræbe et monster. Derefter ledes spilleren ind i hulerne, og derfra videre til den tredje del! Ydermere er Isheksens huler temmelig lineær og føles derfor på godt og ondt en del længere end andre Sværd og Trolddom bøger. Eventyret kan føles som enerverende langt og derfor kan man, også på grund af de mange kampe, risikere at gå metaltræt i slutningen.



De originale illustrationer er glimrende, men ret specielle og ligner til dels træsnit. Illustrationerne har altid delt vandene i FF-kredse, men jeg mener de passer udmærket til den dystre atmosfære i denne isnende og kuldeskærende bog. Den danske udgave fra Faraos Cigarer har nye, fine illustrationer af Bent Holm. Derudover kan man som sagt i Warlock Magazine 2 finde udmærkede illustrationer af Duncan Smith. Han har også kreeret illustrationerne til bogen Lav dine egne eventyr (Borgen, 1987), som er den første i en række af spilmester- rollespilsbøger med udgangspunkt i reglerne fra Sværd og Trolddom.


Caverns of the Snow Witch er bog nummer 9 i den engelske rækkefølge af FF-bøger og Sir Ian Livingstones sjette bog. Den regnes for at være den første af Livingstones bøger, hvor spilleren skal have uhyggeligt høje stats, for at kunne gennemføre eventyret. Man kan bl.a. møde en fuglemand med EVNE 12, hvilket har skabt en del diskussion. Ifølge udregninger er der dog 94,4% chance for at gennemføre bogen med EVNE 12, UDHOLDENHED 24 og HELD 12, hvis man vel at mærke følger den optimale vej, på rundt regnet 150 afsnit.
Livingstones bøger blev siden kendt for at stille høje krav til spillernes stats. Han er til dags dato nået op på 23 spilbøger.


Isheksens huler er glimrende underholdning, hvor man også interagerer med andre individer og væsner i løbet af rejsen. Dette fænomen er også blevet et af mr. Livingstones varemærker og bringer oplevelsen op på et mere relaterbart og personligt plan.