En verden af spilbøger

Eventyrets geografi

Spoilerfrit resumé

Du befinder dig i en skov. Mørket er faldet på. Egentlig er det ikke videre problematisk for en trænet lejesoldat, som dig. Men dette er Lupravia, hvilket betyder, at du har klokket i det – sådan for alvor. Du har været overmodig og tænkt at du sagtens kunne nå, den næste by inden mørkets frembrud. Da det begyndte at knibe, mente du, at en genvej gennem skoven var fornuftigt….. Nu er du så forfulgt gennem natten af et kobbel glubske ulve. Træt, panisk og uden nogen særlig retning tonser du gennem skoven, indtil du indhentes af de bidske dyr lige inden, hvad der ligner en ensom hytte i en lille lysning. Du kæmper for dit liv og da røgen har lagt sig, er du stadig levende, men overfaldet har haft konsekvenser. Du blev bidt og smittet med en særlig grim form for lykantropi, og nu er du langsomt ved at blive forvandlet til en varulv. Din eneste mulighed er at drage mod byen Wulfenstein og Wulfen Slot for at dræbe blodslægtens overhoved – og oprindelsen til denne lykantropi – Grev Varcolac. 

Slottet ligger uheldigvis i den modsatte ende af provinsen – ellers havde det nok også været for let. Undervejs fører din rejse dig fordi obskure karnevaller, hulesystemer, landsbyer i store kvaler, mystiske klostre, slotte og meget andet. Men, hvad har du tid til? Og hvad har du ikke tid til?

Du vil desuden møde mange personager undervejs, alt rangerende fra enormt hjælpsomme til direkte nederdrægtigt svigfulde og onde. Dit job er at finde ud af, hvem der er hvem. 

Rejsen til Wulfenstein og Varcolacs slot er lang og begivenhedsrig. Du får brug for alle dine evner, en række unikke genstande, en del held, snilde og kamplykke. Det bliver absolut IKKE kedeligt.

I forhold til ‘instant deaths’ er bogen noget mere tilgivende end andre bøger. Men kan komme ret langt i historien – og endda helt til den afsluttende kamp – uden at fulgt den helt rigtige vej igennem. Dette giver bogen stor genspilningsværdi, da der er flere måder at klare det afsluttende opgør. Til gengæld er der alvorlig risiko for at få slidgigt i terningekast-håndleddet af de mange og ofte svære kampe. Lige her er bogen ret skrap, men da nogle læsere er kendt for at tilgå kampene med en vis kreativ frihed, findes der veje forbi det.

Til sidst må jeg bare rose Martin McKennas illustrationer. De er uovertrufne! Bogen er faktisk købet værd alene på grund af illustrationerne. Det korte af det lange: En STOR anbefaling herfra.

Oversætters noter

Morten Gottschalck: Fra starten var Varulvens hyl en af de bøger, jeg helst ville oversætte. Bogen var også et klart ønske fra mange danske fans af serien. Da Faraos på et tidspunkt spurgte, hvilke bøger, vi skulle kigge på i fremtiden, nævnte jeg denne bog som en af de første.

Jeg argumenterede for, at bogen burde udkomme lige før eller efter Vampyrens slot, da disse to bøger har det samme gotiske udtryk, som gør dem til en slags makkerpar. Den opmærksomme læser vil bemærke, at fonten på forsiderne af netop disse to bind er anderledes end resten af serien. Jeg tilføjede desuden en relevant og oplagt reference til Lupravia et sted i Vampyrens slot.

Personligt opfatter jeg Varulvens hyl som noget af det ypperste i hele serien. Med én sætning: Varulvens hyl viser Sværd og Trolddom fra sin absolut bedste side. Bøger som Dødens Labyrint, Kharé: Fældernes by og Amok-væsnet er ikoniske, og hvis Varulvens hyl ikke er ikonisk, skyldes det udelukkende at den udkom ca. 20 år efter klassikerne, for den har samme høje niveau.

Eventyret er velskrevet og spændende, spilmekanisk er bogen på toppen og illustrationerne er stærke. Ydermere er det en spilbog, der vidner om at hele genren har bevæget sig videre fra nogle af de tidlige, lidt naive bøger som Ondskabens skov og Stjerneskibet. Jon Green var på dette tidspunkt en erfaren spilbogforfatter og gjorde sig tydeligvis umage, også med at lytte til feedback. Resultatet taler sit eget sprog. Det eneste, jeg fraråder med denne bog, er at læse den lige før du skal sove!